Danmarks første forældre er på Aula
Skoleleder på Mørkhøj Skole Timm Troest Hald byder velkommen til 3. årgangs forældre en regnvåd tirsdag aften i skolens personalerum. Mens vejret er kedeligt udenfor, er det alt andet end kedeligt indenfor, hvor forældre til elever på 3. årgang for første gang får indblik i Aula, der efter sommerferien bliver deres samlede indgang til al kommunikation fra skolen og SFO’en.
”Det er en helt særlig dag for Mørkhøj Skole i dag. På sigt kommer der til at være flere end 2 mio. brugere på Aula, og vi er blandt de allerførste i Danmark, der tager løsningen i brug. Bag kulisserne har vi gennem de sidste måneder arbejdet hårdt på at blive klar til i dag, så nu glæder vi os til at høre, hvad i siger,” siger skoleleder Timm Troest Hald til forældrene.
Senere overlader han talerstolen til Mikkel Buntzen, der er lærer for eleverne på 3. årgang og superbruger i Aula. Han er blevet superbruger, fordi han gerne vil være med til at sikre, at forældrene får en god start.
”Jeg har meldt mig som superbruger, fordi jeg gerne vil have medindflydelse på, hvordan vi kommunikerer her på skolen. Jeg synes, at det er positivt, at vi med Aula får en frisk start for vores kommunikation, og jeg vil gerne hjælpe forældrene med at komme godt i gang med Aula og få Aula op at køre på vores skole,” fortæller Mikkel Buntzen til Kombits udsendte.
På aftenen svarer Mikkel beredvilligt på spørgsmål fra forældre om alt fra håndtering af billeder til datamigrering fra SkoleIntra.
Forældrene oplever, at det er ret nemt at logge på. ”Det virker umiddelbart super enkelt, og designet minder om det, man kender fra sociale medier,” siger en af forældrene.
Og det er en positiv reaktion, ifølge Timm Troest Hald, for på Mørkhøj Skole går man all-in på Aula. Om kort tid vil det være den eneste platform forældrene til elever i 3. klasse kan orientere sig på, slår skolelederen fast.