Uddannelse i Aula: ”Vi gik efter et rum fuld af god stemning”
Guldborgsunds 14 skoler, hvoraf fire er landsbyordninger og derfor har tilhørende dagtilbud, skal begynde at bruge Aula efter sommerferien. Personalet på skolerne bliver uddannet af kommunens i alt 47 pædagogiske superbrugere, og skolelærer Anne Fløistrup er en af dem.
”Jeg har tidligere været pædagogisk it-vejleder og har også haft lidt mere adgang til Skoleintra end mine kollegaer, så det var oplagt for ledelsen at spørge, om jeg ville være superbruger i Aula. Min opgave er at gøre det så let, simpelt og enkelt som muligt for mine kollegaer at bruge Aula. Det handler om at skabe mindst mulig modstand,” forklarer Anne Fløistrup.
Hos Eskilstrup Børne – og Skolefællesskab samlede man hele skolens personale, både fra skole- og dagtilbudsdelen, til en Aula-aften. I alt var 70 mennesker samlet.
Et skridt ad gangen
”Vi gik efter et rum fuld af god stemning, hvor folk hurtigt fik Aula i hænderne. Vi havde lavet en prezi-præsentation, og så brugte vi trin-for-trin guides til at forklare de enkelte funktioner. Barren blev sat lidt lavt, så de kun skulle koncentrere sig om at lære at sende beskeder, lave opslag og oprette kalenderbegivenheder,” fortæller Anne Fløistrup.
Skolen har valgt at dele introduktionen til Aula op, så anden halvdel af introduktionen først kommer tættere på sommerferien. Her inddeler man personalet i mindre grupper og tilpasser i højere grad introduktionen til de specifikke personalegrupper.
Superbrugere skal ikke stå på mål for kommunens beslutninger
I Guldborgsund kommune har man desuden valgt, at den lokale Aula-projektleder tager rundt på alle kommunens skoler og institutioner, inden personalet uddannes.
”Det er ikke superbrugerne, der skal stå på mål for de beslutninger, som kommunen har truffet om brugen af Aula – det er mig. Derfor holder jeg kick-off møder på alle skoler, hvor jeg også forklarer vigtigheden af, at vi kommunikerer nogenlunde ens i kommunen, og at vi alle sammen overvejer vores kommunikationsmængde,” siger Bitten Maria Bendtsen, der det sidste halvandet år har været projektleder for Aula i Guldborgsund.
Nye vaner skal skabes
På Eskilstrup Børne – og Skolefællesskab var stemningen på Aula-aftenen god, mener Bitten Maria Bendtsen og Anne Fløistrup.
”Jeg har fået positiv feedback fra min kollegaer, og de fleste var meget glade for at opleve, hvor let Aula er at bruge. Men det vil selvfølgelig stadig kræve lidt tilvænning. Der er nogle, som savner funktioner, som ikke er med i Aula, og her skal vi finde nye måder at gøre tingene på. Men det handler om at skabe nogle gode, fælles vaner fra starten,” fastslår superbrugeren, der også giver et par gode råd med på vejen til de næste superbrugere, der skal introducere deres kollegaer for Aula:
”Keep it simple og lad være med at sige for meget. Sig kun det, de lige har brug for, så de kan komme i gang med at prøve Aula. Og husk at tage jer god tid til at gennemgå funktionerne, så alle kan være med”.
Trin-for-trin guides og undervisningsmaterialer til Aula kan findes her.