Forældre og elever

Ibrugtagningen af Aula skydes

KOMBIT og KL har besluttet at skubbe ibrugtagning af Aula blandt forældre og børn til landets folkeskoler og SFO’er til uge 43 efter efterårsferien.

Beslutningen er truffet på baggrund af tilbagemeldinger fra pilotforløb og fra andre kommuner herunder BPI-referencegruppen. Vi har fået rigtigt mange input til funktionaliteten i Aula, og vi har brug for tid til at få indarbejdet og testet de input, inden Aula bliver rullet ud i alle kommuner.

Vi er fuldt ud bevidste om, at man har knoklet for at blive klar til at tage Aula i brug fra august. Derfor beklager vi naturligvis, at vi må vente yderligere ti uger på Aula. Men vores vurdering er, at det vil være det rette at forlænge pilotforløbet frem til efterårsferien og give alle adgang herefter. Det vigtigste er at medarbejdere, elever og forældre får et system, der bliver den hjælp til kommunikation i hverdagen, som det er tiltænkt, og derfor reagerer vi naturligvis på den feedback, vi har fået fra de brugere, der har haft Aula mellem hænderne i pilotfasen.

Foruden en forlængelse udvides pilotforløbet med op til 25 skoler fra hele landet, der kobles på Aula ved skolestart i august. Vi er i fuld gang med at finde de nye pilotskoler og vil melde ud snarest, hvem det bliver.

Frem til efterårsferien vil skolerne fortsat kunne bruge SkoleIntra. Datamigrering vil som følge af den nye plan som udgangspunkt finde sted i uge 42, med mulighed for at verificere de første uger efter efterårsferien.

I dag – fredag den 14. juni 2018 – kommer release 1.1.1. Denne release indeholder blandt andet fejlrettelser, ny funktionalitet og flere widgets heriblandt Nyttige Links fra Ikast-Brande Kommune, Hjernen og Hjertet fra Rambøll, Subit Fraværsregistrering fra Subit og Børnelisten fra Rambøll. Også årsrul er med – det er den funktionalitet, der sikrer at alle oplysninger tilknyttet fx 2.a automatisk bliver tilknyttet 3.a efter en sommerferie.

En oversigt over indholdet i release 1.1.1 kan ses i roadmappet, og Netcompany udsender som altid en udførlig releasenote senere i dag fredag den 14. juni 2019.

I midten af juli kommer release 1.1.2. Her er der også sat tid af til fejlrettelser og ændringer. Øvrigt indhold af denne release kan også ses i roadmappet.

Derudover kommer der endnu en release – 1.1.3 – inden efterårsferien. Denne release er planlagt til midten af sept. 2019, og indholdet vil blive meldt ud inden sommerferien.

Den version af Aula, der bliver taget i brug i uge 43, vil indeholde de vigtigste kommunikationsredskaber i skole-hjem-samarbejdet, og som nu skal testes af pilotskolerne frem til efterårsferien. Efterfølgende vil Aula løbende blive tilført ny funktionalitet ud fra kommunernes aktuelle ønsker.