Elevkampagne

Elever på Hals Skole tester Aulas ”Forældreloggere”

Forældreloggerne er et nyt undervisningsforløb til landets folkeskoler, der skal hjælpe forældre godt i gang med at bruge Aula efter sommerferien 2019. Allerede nu har elever fra Aalborg Kommune fået lov til at prøve kræfter med at lave kampagner for at lokke deres forældre til at bruge Aula.

I undervisningsforløbet Forældreloggerne skal elever iværksætte kampagner målrettet deres forældre, hvor de på overbevisende måder skal informere om og logge (eller lokke!) forældre til skolebørn på Aula.

Formålet er at styrke elevernes kreativitet og innovation og give dem en central rolle i lanceringen af Aula. Samtidig skal Forældreloggerne være med til at øge kendskabet til Aula hos både lærere, elever og forældre.

Undervisningsmaterialet er udviklet af KOMBIT i samarbejde med lærer Maja Holdorf, og for nylig kunne elevrådet på Hals Skole i Aalborg Kommune som de første teste undervisningsmaterialet.

”Vi prøver at løse et problem, før det opstår, nemlig at mange forældre ikke bruger intranettet. Faktisk er det jo så ikke helt korrekt, for problemet findes allerede med SkoleIntra. Men vi prøver på at trække en streg og starte forfra,” siger Maja Overgaard Holdorf.

Eleverne skal have medansvar

Hun forklarer, at materialet er lavet, så eleverne får en oplevelse af, at de er med til at gøre en forskel. Når de føler, at de har et ansvar for opgaven, giver det liv både til materialet og til den effekt, der kommer ud af forløbet.

Ved testen på Hals Skole skulle både lærere og elever afprøve materialet og finde eventuelle småfejl. Efter testen ser skolelærer ved Hals Skole, Marianne Skaarup Andreasen, positivt på undervisningsforløbet:

”Materialet er rigtig godt, synes jeg. Hvis du vil køre forløbet fra ende til anden, kan man bare tage det og gå i gang. Men har man lyst til at gøre det til sit eget, er der også rig mulighed for det. Det er undervisning, som jeg synes, undervisning skal være, hvor eleverne har stor medbestemmelse,” siger hun.

Eleverne på Hals Skole skal arbejde videre med forløbet, når Aula går i luften, og de er sikre på, at det nok skal lykkes at lokke forældrene på Aula. Dog med enkelte forbehold:

”Jeg tror ikke, vi kan få min far på. Men min mor tror jeg sagtens, vi kan lokke med ind,” siger en dreng fra Hals Skoles elevråd.

Materialer til undervisningsforløbet kan findes her.