Medarbejdere

Sikkerhed i Aula

Sikkerheden er meget vigtig i Aula, og der bliver passet godt på brugernes data.

Aula kommer til at indeholde oplysninger om børn og elever og derfor er sikkerheden naturligvis meget vigtig. Af den grund er der stillet meget skrappe krav til leverandøren om, hvordan data fx skal opbevares og behandles.

Adgangen til Aula vil ske gennem UNI-Login, som allerede kendes fra skoleområdet i dag. Hvis man vælger at bruge Aula via en app på telefonen, vil man kunne benytte en selvvalgt pinkode eller fingeraftryk, som det bl.a. er kendt fra e-Boks, MobilePay og forskellige apps til banker.

Der vil vil være dele af Aula, der kan indeholde følsomme personoplysninger, og her vil UNI-Login ikke være nok, så her skal forældre eller værger logge ind med NemID eller igennem en app med pinkode eller fingeraftryk.

Aula-data gemmes i Europa

Aula skal hostes af Amazon Web Services – AWS. AWS er et amerikanskejet firma, der leverer cloudløsninger, og som har datacentre i blandt andet Irland, Tyskland, Frankrig og om kort tid i Sverige. Det indgår i Aula-aftalen, at data skal være placeret i et EU/EØS-land – det vil altså sige et land i Europa.

Selvom AWS er et kæmpe firma med mange datacentre vil Aula konstant vide og kunne efterprøve, hvor data er gemt.

Data i Aula er krypteret hele vejen

De data, der kommer til at ligge i Aula, drejer sig om alle aspekter i et barns skoleliv, lige fra de sjove beskeder til fx billeder eller emner som sygdom. Derfor er det naturligvis helt essentielt, at data er forsvarligt sikret i Aula.

Data er krypterede fra det øjeblik de bliver afleveret til Aula, når de transmitteres, og når de lagres i Aula og helt frem til brugerens web-browser eller Aula-appen. Nøglerne til krypteringen er gemt i Danmark under lås og slå og ingen uvedkommende – end ikke Amazon AWS – vil kunne læse de data, som er gemt i Aula

Aula skal gøre det nemt at arbejde sikkert

Aula opfylder naturligvis GDPR-reglerne og regler vedrørende it-revision til fulde. Desuden har det været et vigtigt mål i udviklingen af Aula, at det skal gøres nemt for brugeren at arbejde sikkert. Fx er der blevet arbejdet målrettet på at gøre det nemt at tagge billeder og tage stilling i forhold til samtykker og tilladelser.