Administratorer

Normal drift på Aula igen

Voldsomt mange brugere forsøgte onsdag aften og torsdag morgen at logge på Aula på samme tid. Det betød en overbelastning af systemet, men driften er nu normal igen.

Udmeldingen om, at de danske folkeskoler holder lukket de næste uger, fik i onsdag aften og torsdag morgen brugere til at strømme til Aula. De mange brugere, der forsøgte at logge ind på samme tid betød, at systemet blev overbelastet, og at det i perioder ikke kunne lade sig gøre at komme ind på Aula.

I løbet af natten lykkedes det Netcompany, som er leverandør af Aula, at få stabiliseret situationen, men torsdag morgen betød en hardwarefejl, at der igen opstod problemer med at logge på Aula.

Netcompany har efterfølgende gennemført forskellige tiltag, der betyder, at det torsdag formiddag igen var muligt at logge på Aula. De oplyser, at der fortsat er normal drift på Aula, og at de ikke forventer yderligere udfordringer i den henseende.

Der er fortsat unormalt mange brugere på Aula, men på trods af at der inden for det sidste døgn har været mere end 600.000 brugere logget på Aula, er svartiderne igen tilfredsstillende.

I samarbejde med Netcompany vil kommunernes it-fællesskab KOMBIT evaluere forløbet og vurdere, hvordan man kan undgå noget lignende fremover. Aula-projektet beklager de gener, det har givet for brugerne.

I forbindelse med den ekstreme situation har organisationen Skole & Forældre lavet fem gode råd til, hvordan man bør forholde sig i forbindelse med skolelukningerne.