Elsted Skole siger goddag til Aula
Elsted Skole er en af de i alt otte pilotskoler, der er i gang med at teste Aula. I går vinkede skolens forældre, lærere og elever farvel til Skoleintra og bød i stedet velkommen til Aula.
På Elsted Skole er der fokus på, at Aula skal styrke kommunikationen med forældrene.
”Der er udarbejdet enkle retningslinjer for brugen af Aula i hele Aarhus Kommune, så det bliver nemmere for forældrene at finde indhold i Aula, uanset hvilke klasser eller afdelinger de har børn i. Vi har også arbejdet med vores kommunikationsstrategi på skolen, så det, vi står for som skole, vil komme til udtryk i Aula. Sammen med skolens forældre skal vi nu afprøve, hvordan Aula og vores indsats for at styrke samarbejdet med forældrene fungerer,” siger Mette Søberg i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Nem at gå til
Niklas Grønlund Lind er forælder og skolebestyrelsesformand på Elsted Skole. Også han ser umiddelbart gode muligheder i Aula:
”Aula virker intuitiv og nem at gå til som forælder, og det er fint, at jeg kan tilpasse notifikationer til mine egne ønsker. Det er også nemt at tilkendegive, hvordan Aula fx må håndtere foto af mine børn. Vi er heldige at være med som pilotskole, for det er en god mulighed for at være med til at sætte vores præg på Aula, selv om der naturligvis vil være nogle knaster undervejs, når vi går forrest. Nu bliver det spændende at se, hvordan vi kan få det bedste ud af Aula,” siger Niklas Grønlund Lind.
Elsted Skole er en ud af to pilotskoler i Aarhus Kommune. Søndervangsskolen tager Aula i brug den 12. juni.
Aula bliver lanceret på alle landets folkeskoler efter sommerferien, og i 2020 vil løsningen også blive taget i brug i dagtilbud i 95 af landets kommune.