Forældre og elever

Elever hjælper med input til implementeringen af Aula

Som led i elevkonkurrencen C.R.A.F.T. har elever på tre skoler i Furesø, Kolding og København de seneste måneder arbejdet med ideer til, hvordan man kan få skabt opmærksomhed omkring Aula i forbindelse med lanceringen i 2019.

Fredag den 19. januar var der i højere grad end vanligt liv og glade dage i KOMBIT-huset. Her var vi nemlig så heldige at have besøg af den masse dygtige og glade 6. klasses elever fra Oehlenschlægersgades Skole på Vesterbro i København. Eleverne har de seneste måneder arbejdet med, hvordan man kan markedsføre og implementere Aula. Det har de som en del af elevkonkurrencen C.R.A.F.T. – Creating Really Advanced Future Thinkers.

Eleverne præsenterede deres ideer til, hvordan man bedst får skabt opmærksomhed omkring Aula og får forældre, elever og lærere til at bruge det ordentligt. Ideerne spændede vidt – fra street art over rapsange til merchandise. De bedste ideer bliver taget med og præsenteret på Læringsfestivalen i marts. Udover børnene fra Vesterbro har også elever i Furesø og Kolding arbejdet med Aula som led i C.R.A.F.T., og vi glæder os meget til at se, hvad man her har fundet på.

I KOMBIT er vi meget imponeret over kreativiteten og engagementet, og vi vil naturligvis også tage ideerne med videre i vores arbejde med at få skabt opmærksomhed omkring lanceringen af Aula. Vi er også blevet meget inspireret af besøget og vil helt sikkert inddrage flere elever og lærere i planlægningen af implementeringen af Aula. Tusind tak til alle de elever og lærere, som har deltaget i denne omgang. Og tak for at I gjorde sådan en helt almindelig fredag formiddag i KOMBIT meget sjovere.